Den kemiske ubalance – en fortælling vi må give slip på
Hvorfor psykisk sygdom ikke skyldes en simpel serotonin- eller dopaminmangel – og hvad vi i stedet bør forstå
"Du har det sådan, fordi din hjerne mangler serotonin."
"ADHD skyldes for lidt dopamin."
Den sætninger er blevet gentaget så mange gange, at de er blevet sandheder. Ikke fordi de er sande, men fordi de er blevet praktiske. For læger. For medicinalindustrien. Og nogle gange også for os selv.
En myte forklædt som videnskab
Forestillingen om den "kemiske ubalance" blev populær i 1980’erne og 90’erne, da antidepressiv medicin som SSRI blev markedsført. Idéen var enkel – og netop derfor farlig:
Depression = for lidt serotonin.
ADHD = for lidt dopamin.
Men ny forskning har vendt op og ned på denne model. I 2022 offentliggjorde den britiske psykiater Joanna Moncrieff og hendes team en stor systematisk gennemgang ("umbrella review") af studier om serotonin og depression. Konklusionen var klar:
"Der er ingen overbevisende evidens for, at depression skyldes en mangel på serotonin."
Det betyder ikke, at hjernens kemi er ligegyldig. Men det betyder, at vi ikke kan forklare – eller helbrede – psykisk lidelse med én enkelt receptor, én substans, én måling i blodet.
Og vigtigst: Når vi reducerer psykisk smerte til en kemisk defekt, mister vi det mest essentielle – forståelsen for det menneskelige.
Hvad handler psykisk lidelse egentlig om?
Mennesker bliver ikke deprimerede, fordi de har en fejl i hjernen. Vi bliver deprimerede, fordi vi mister kontakt. Til os selv. Til andre. Til mening. Til kroppen. Til rytme.
ADHD handler ikke kun om dopamin. Det handler om udvikling. Om nervesystemets tilpasning. Om sensitivitet. Ofte også om traumer. Mange voksne med ADHD-diagnose har lært at overleve – i stedet for at mærke. Og det er ikke et kemisk problem. Det er et eksistentielt.
Og vigtigst af alt: hjernen er ikke statisk. Den er plastisk. Vores oplevelser, relationer, tanker og omgivelser former hele tiden vores neurale netværk. Det kaldes neuroplasticitet – hjernens evne til at omforme sig selv. Det betyder, at heling og forandring ikke kræver en magisk pille, men bevidst arbejde, støtte og relation.
En af de mest værdifulde veje til heling er arbejdet med emotionel regulering. Det handler ikke om at fjerne følelser, men om at lære at rumme dem – og bevæge sig igennem dem med omsorg. Strategier som dyb vejrtrækning, kropsscanning, mindful opmærksomhed, spejling i trygge relationer og journaling er ikke banale redskaber. De er reguleringsnøgler – små, men kraftfulde praksisser, der lærer vores nervesystem at være i følelser uden at blive overvældet. Når vi arbejder med emotionel regulering, skaber vi tryghed indefra. Og herfra kan noget nyt vokse frem.
Hvorfor lever idéen stadig?
Fordi den er nem.
Fordi den passer ind i et medicinsk system, der er bygget til at diagnosticere og udskrive piller.
Fordi den giver os en slags lettelse: "Det er ikke min skyld. Det er bare kemi, en pille vil hjælpe."
Men den forklaring gør os også magtesløse. Den gør os til patienter – ikke deltagere i vores egen heling. Og måske allervigtigst: den lukker øjnene for det, der faktisk virker.
Hvad med mikrodosering?
Mikrodosering handler ikke om at fixe hjernen. Det handler om at skabe kontakt. Til kroppen. Til følelser. Til de mønstre, vi ikke længere vil leve i.
Når mennesker begynder at mikrodosere – med støtte og intention – sker der ofte noget subtilt:
De mærker sig selv lidt tydeligere.
De får adgang til gamle erindringer, der kan forløses.
De føler sig mindre fastlåste i fortællingen om at være "syg".
Ikke fordi svampe "reparerer" hjernen. Men fordi de – i små, nænsomme doser – åbner for nærvær, plasticitet og selvmedfølelse. Og det er her, transformation sker. Flere studier peger på, at psykedeliske substanser – selv i mikrodoser – kan støtte hjernens neuroplasticitet, altså evnen til at danne nye forbindelser og mønstre. Det betyder, at mikrodosering ikke blot lindrer – det kan skabe grobund for reel forandring.
Du er ikke defekt
Det vigtigste, du kan tage med dig fra denne artikel, er dette:
Du er ikke i stykker. Du er ikke kemisk forkert. Du er levende – og din smerte giver mening.
Når vi begynder at forstå psykisk lidelse som en naturlig respons på unaturlige betingelser – så kan vi begynde at hele. Ikke med en pille. Men med forbindelse. Med rytme. Med bevidsthed. Med mod.
Og måske – for nogen – med støtte fra naturens ældste medicin: svampenes visdom, i det helt små.
