Identitet som levende proces – når 'jeg' bliver til i bevægelse

Af Annika Lagoni, cand.merc.(psyk.) og psykoterapeut med speciale i identitetsskabelse 

Identitet er ikke noget, vi har – det er noget, vi gør. Forskning viser, hvordan vores sprog, relationer og oplevelser konstant former, hvem vi bliver.

Identitet som bevægelse – ikke som form

Jeg har altid været optaget af, hvordan mennesket bliver til. Ikke som et færdigt jeg, men som et levende udtryk for alt det, vi indgår i. I mit speciale om identitetsprocesser undersøgte jeg, hvordan vi gennem sproget – og særligt i arbejdslivets kontekst – skaber og positionerer os som bestemte slags mennesker. Jeg var optaget af, hvordan vi forsøger at fastholde en positiv eller ophøjet position, og hvordan modstand opstår, når denne fortælling udfordres under organisatoriske forandringer.

Jeg arbejdede med begreber som Identity Work og Identity Play. I forskningen (Ibarra, Sveningsson & Alvesson) beskrives Identity Work som en refleksiv og performativ proces, hvor vi konstant forhandler, afprøver og stabiliserer vores forståelse af os selv gennem sprog og handling. 

Identity Play udfolder den mere legende og kreative side af det arbejde – hvor vi tør eksperimentere med forskellige versioner af os selv, prøve nye roller af og opdage, at identitet ikke handler om at finde én sand kerne, men om at bevæge sig frit mellem mange mulige versioner. Det er lidt som at skifte kostume mellem scenerne: ikke fordi vi er falske, men fordi vi er levende.

Det betyder, at vi ikke bare har en identitet. Vi gør identitet. I måden vi taler, handler, reagerer, mærker og bliver mødt. Og i den forstand er vores identitet altid midlertidig – et øjebliksbillede i en proces, der hele tiden udfolder sig.

Fra fortælling til erfaring – den narrative psykologi

Narrativ psykologi, som jeg bygger meget af mit arbejde på, ser mennesket som historiefortællende væsener. Vi skaber mening gennem sprog – gennem de historier, vi fortæller om os selv og verden. Ifølge forskere som Kenneth Gergen og Hubert Hermans bliver identitet derfor til i dialog: ikke kun i det, vi siger, men i det, vi bliver mødt med.

Sproget bliver en slags scene, hvor vi hele tiden spiller roller, prøver nye fortællinger af og mærker, hvilke der føles sande. Det betyder også, at identitet ikke kun handler om autenticitet som et ideal – men om fleksibilitet. Om evnen til at bevæge sig mellem versioner af sig selv uden at miste kontakt til kernen.

Når vi arbejder terapeutisk med identitet, handler det derfor ikke kun om at finde ud af, hvem vi er, men om at opdage, hvordan vi hele tiden bliver til – med udgangspunkt i en indre kerne, der kan finde mange legende og levende måder at udtrykke sig på. Identitet bliver dermed en dans mellem stabilitet og udforskning, hvor vores essens får nye former gennem erfaring og relation.

Identitet i handling – når erfaring former selv

I mit speciale undersøgte jeg, hvordan identitet ikke kun formes af tanke og sprog, men også af handling. Hver gang vi gør noget nyt, udvider vi grænsen for, hvem vi tror, vi er.

Det, som sociologen Erving Goffman kaldte the presentation of self, bliver i denne sammenhæng en eksistentiel øvelse. Vi performer ikke for at skjule os – vi handler for at erfare os selv i nye roller. Når vi tør handle anderledes – når vi danser, taler, græder, eller tager ordet, hvor vi plejer at tie – opstår et nyt “jeg” i det øjeblik. Identitet er derfor ikke en maske, men et eksperiment. Et samspil mellem det spontane og det bevidste, hvor vores indre kerne finder nye måder at komme til udtryk på.

Den levende identitet – mellem biologi, bevidsthed og sprog

På tværs af neurovidenskab og psykologi ser vi i dag, hvordan identitet ikke kun er et mentalt fænomen, men et kropsligt og relationelt kredsløb. Denne forståelse bygger videre på den narrative idé om, at vi bliver til i samspil – ikke kun gennem de historier, vi fortæller, men gennem de relationer, der former vores oplevelse af os selv. Vores nervesystem formes af relationer, og kroppen husker møder, vi måske har glemt. Det betyder, at identitet ikke bare bor i sproget, men også i kroppen – i dens rytmer, i blikket vi møder, i den tone, der kalder os frem.

Når vi arbejder med mikrodosering eller psykoterapi, ser vi ofte, at identiteten begynder at løsne sig. De automatiske reaktioner og forsvar får lidt mere luft. Vi opdager, at den, vi troede, vi var, ikke er den eneste mulige version. Her opstår et mellemrum mellem det gamle og det nye – et liminalt felt, hvor vi ikke længere passer helt ind i fortiden, men endnu ikke har fundet vores nye form.

Det er et sårbart, men frugtbart sted. Et rum, hvor identitet ikke længere føles som en rolle, men som en levende kontakt mellem det indre og det ydre.

Sårbarhed som kreativ kraft

Identitetens natur er paradoksal: vi længes efter stabilitet, men vokser kun gennem forandring. Ifølge psykologen Dan McAdams skaber vi livsfortællinger, der giver os kontinuitet, men som samtidig begrænser, hvad vi tør blive.

Når vi begynder at arbejde bevidst med identitet – gennem terapi, refleksion eller psykedeliske processer – bliver vi vidne til vores egne fortællingers kanter. Vi opdager, hvor vi holder fast for at føle os sikre, og hvor vi længes efter at bryde fri.

Sårbarheden, der opstår her, er ikke et tegn på svaghed, men på transformation. For i det øjeblik, hvor den gamle fortælling ikke længere passer, åbner vi for en ny.

Identitet som praksis – ikke som svar

At arbejde med identitet handler derfor ikke om at finde et endeligt svar på, hvem man er. Det handler om at lære at stå i processen.

Som Ricoeur skriver, bliver mennesket sig selv gennem fortolkning – ikke gennem essens. Vi lærer os selv at kende gennem dialog, kontakt og gentagne forsøg på at skabe mening.

For mig er det det smukkeste ved identitetsarbejdet: at det aldrig bliver færdigt. Det er ikke en lineær rejse, men en spiral af erfaringer, hvor hver ny version af os selv bærer spor af den forrige. Og måske er netop det, at vi aldrig bliver færdige, selve friheden.

Refleksion

Identitet er ikke noget, man finder – det er noget, man kultiverer. Som en have, der vokser, når vi tør give slip på det gamle og nære det, der spirer.

Hver gang vi siger ja til en ny erfaring, ændrer vi den måde, vi fortæller vores historie på. Hver gang vi vælger nærvær frem for præstation, vokser vores kontaktflade til livet.

Måske handler det at kende sig selv slet ikke om at vide, hvem man er – men om at blive fortrolig med den del af os, der hele tiden er i bevægelse.